Det største mesterskab i europæisk regi

EM i styrkeløft

Thisted Vægttrænings Forening skal stå for afviklingen af European Open, Sub-Juniors & Juniors Equipped Powerlifting i dagene 4. til 10. maj.

Tildelingen af konkurrencen er sket på det europæiske styrkeløft forbunds (EPF) kongres i Malaga, hvor Dansk Styrkeløft Forbunds formand Klaus Brostrøm tog imod opgaven på vegne af Thisted Vægttrænings Forening og det landsdækkende forbund.

- Et mesterskab som efter det klassiske EM er det største mesterskab i europæisk regi, og ud over VM er et af de største internationale styrkeløft mesterskaber i verden, lyder det fra Jan Lyhne, Thisted Vægttrænings Forening.

Mesterskabet involverer de samme kategorier som de klassiske styrkeløft-konkurrencer. Men når der er tale om et "equipped powerlifting championship", bliver der som navnet antyder brugt forskellige former for understøttende udstyr i form af stramme løftedragter og knæbind, der gør det muligt for atleterne at løfte endnu tungere vægte.

Umiddelbart forventer Jan Lyhne deltagelse af op mod 400 atleter plus 200-300 ledere og officials for mere end 30 lande.